Fokusér på dig…

Okay hør nu her kære venner … vi har kørt en del træninger af det der hedder “for time” dvs. træninger på tid og der er mange der bliver usikre på egne præstationer når tiderne skrives på tavlen – men hvorfor?

1. Det er ikke en konkurrence med andre end dig selv og de forventninger du har til din egen præstation. En gennemført træning er en gennemført træning uanset tid og det gør dig til en vinder i min optik.

2. Træningen er udelukkende på tid for at få dig til at presse dig selv lidt ekstra. Husk nu at det er din egen præstation du kan gøre noget ved og som gælder – vi må altid gerne konkurrere mod andre for at dygtiggøre os selv – og nogle har mere brug for en hare for at rykke sig end andre.

3. At du opnår én tid med en tung vægt i den “længste halvdel af feltet” betyder jo absolut ikke at du er dårlig, det betyder, at du har formået at presse dig selv lidt ekstra.

Jeg ved det kan være svært, men hvis man fokuserer kun på sig selv og egne resultater, og presser sig selv lidt ekstra fra tid til anden, så vil man alt andet lige også være bedre næste gang du laver samme træning for tid igen.

Vi er alle sammen forskellige af statur og alder, vi er forskellige i den måde vi bevæger os på, i vores udholdenhed, og vores mentale tilgang i hvor gode vi er til at presse os selv lidt mere og ikke mindst hvor gode vi er til at tælle…
Så skal vi sammenligne skal vi huske at sammenligne æbler med æbler.

Personligt er jeg også i den langsomme ende af feltet hvis jeg kører træninger med lidt ekstra vægt – men det er lige meget for så er det der fokus er og ikke på at være hurtig.
Jeg har også været med til træninger hvor jeg har følt mig savet over fordi jeg absolut ikke var blandt de bedste  – og det har irriteret mig grusomt, men samtidig motiverer det mig kun til at blive bedre!

Jeg har deltaget i træninger med folk der direkte “snyder” sig til bedre tider (dvs. de eksempelvis umuligt har talt rigtigt) – og jeg kan blive arrig indeni for det er virkelig dårligt sportsmandskab i min verden og især hvis man kan vinde noget, men i bund og grund er det jo ligegyldigt for de snyder kun sig selv.
Husk også at der findes gradueringer af alle træninger så her er sammenligningspunktet også ikke-eksisterende med mindre præcis samme version udøves.
Så husk!
  • Fokus på dig og din præstation
  • Har du gjort det bedste du kunne kan du ikke gøre mere
  • Uanset gennemført eller ej er du en vinder for forsøget
Tak fordi du læste med ❤

Kvinde træn din overgang!

Alle ved det – ingen snakker om det…
Overgangsalder er en helt naturlig periode i en kvindes liv hvor der sker nogle fysiske og psykiske ændringer i kroppen, og især de der svedeture, der kommer uanmeldt i tide og utide, humørsvingninger, muskel- og ledsmerter, samt en tendens til vægtstigning er nok det der kendetegner perioden bedst for de fleste kvinder.

Er det et tabu?

Det bør ikke være et, men de færreste snakker om det, og er vi i tvivl om hvordan vores overgang kan blive, kan vi eks. se til hvordan vores egen mor kom igennem denne livsfase. Den er jo helt naturlig og rammer os alle, så det der kan være altafgørende for fasen er, hvor godt vi forbereder os på den.
For nogle kan en justering i livsstilen være en afgørende og afhjælpende faktor, og med dette menes en tilpasning til sundere kost og livsstil generelt og mere regelmæssig motion.

Hvad sker der i kroppen?

Overgangsalderen kommer i 45-55 årsalderen hos de fleste kvinder og kort sagt så sker der det, at niveauet for det kvindelige hormon østrogen falder i kraft af at æggestokkene lige så langsomt stopper med at producere det.
Østrogenet findes i stort set alle væv og organer, og spiller en stor rolle i vedligeholdelsen af knogler, hud, blodkar, slimhinder og bindevæv, så alene pga. den ellers normalt store forekomst af hormonet i kroppen vil man ikke kunne undgå at mærke forandringer i kroppen i livsfasen.

Kan man træne sin overgang?

Ja, det kan man godt. Når kroppen holdes stærk og sund kan vi klare os bedre gennem mange af livets udfordringer og det gør sig også gældende for denne livsfase. Med regelmæssig motion kan vi til eksempel øge kroppens temperatur naturligt og dermed træne kroppen til bedre at kunne skille sig af med varmen og måske endda opleve færre eller mindre generende hedeture. Med regelmæssig motion vedligeholder vi også muskulaturen og dennes styrke samt mindsker risiko fo knogleskørhed og andre livsforandrende sygdomme.
Sundhedsmæssigt er det værd at tage med, at regelmæssig motion generelt er med til bla. at reducere risiko for sukkersyge, blodpropper, hjerte- karsygdomme, overvægt, depression, det kan forbedre hjerte- lungefunktion, reducere risiko for knogleskørhed og ikke mindst sørge for at bækkenbunden ikke svigter.
Når vi er i god form bærer vi rundt på en større portion velvære og overskud – både mentalt og fysisk – det kan hjælpe os i hverdagen til at fasen kan foregå mere harmonisk.
Det er vigtigt at huske at det aldrig er for sent at komme i gang med træning og motion, men det er klart at jo før du kommer i gang des bedre odds giver du også dig selv og din krop for en mere positiv oplevelse.
Hvad du træner er op til dig, men min appel er – husk altid på et eller andet punkt at have et element af styrketræning med i træningen således at muskelmassen bevares og vedligeholdes, og din krop forbliver så stærk som muligt hele livet.

Tak fordi du læste med ❤